Reikimester Hanne Fritzbøger

 

Mit navn er Hanne Fritzbøger. Jeg er medlem af The Reiki Alliance, den internationale Reikimesterforening. Dette er din garanti for, at du bliver initieret til Reiki efter de oprindelige forskrifter, som dr.Mikao Usui videregav.

Reikimester Hanne FritzbøgerReiki er gaven til os selv, og så kan den med stor succes anvendes på andre. Jeg mødte Reiki i 1989 i en periode af mit liv, hvor jeg var drænet for energi. Gennem daglige selvbehandlinger med Reiki vendte energien tilbage, ja den blev større end nogensinde. Efterfølgende uddannede jeg mig som følelsesforløsende healings- og regressionsterapeut. Et område, hvor jeg i dag selv uddanner terapeuter.

Jeg har været lærer og underviser hele mit voksne liv. Jeg har arbejdet med Reiki siden 1989, og blev i 1994 Reikimester.
Siden da har jeg været Reikimester på fuld tid.

Jeg har Verdens bedste arbejde. At videregive Reiki er en gave, der fylder mig med glæde, taknemmelighed og ærbødighed.

Min lange erfaring som underviser og min kærlighed til mit arbejde som Reikimester har indtil dato medført, at jeg har uddannet ca. 5000 Reikihealere i Danmark.
Undervisningen foregår med livsglæde og jordforbundethed, hvilket mine mange kursister altid har fremhævet som værende velgørende, ligesom de altid er forbløffede over, hvor meget man kan lære på en week-end – fra fredag aften til søndag.

Mit motto: Det er himmelen, vi skal have ned på jorden – til glæde for os selv og vore omgivelser.

Hvis du ønsker yderligere oplysninger, er du altid velkommen til at kontakte mig enten telefonisk eller via e-mail.

Med ønsket om alt det bedste til dig og de kærligste tanker
Hanne

 

 

Min Rejse til Japan:

traret
Fik Usui sine indsigter ved dette træ?

I 2002 var jeg sammen med Reikimester kolleger fra andre lande i Japan.

Mikao Usui genopdagede Reiki på bjerget Kurama, som ligger 12-14 km uden for Kyoto. Dette bjerg har været kendt som visionernes bjerg i 6000 år, og her har mennesker gennem tiderne søgt bønnen, meditationen og ensomheden for at opnå indsigt. Der er både et tempel og et kloster på bjerget.

Vi var så heldige, at vores skotske leder af turen havde boet 7 år i Japan og talte japansk. Takket være hans gode kontakter i Japan, blev vi inviteret til at være templets gæster i to døgn. Reiki’s historie er kendt af abbeden, og i klostret har man arbejdet med, hvor på bjerget Dr. Usui fik sine indsigter i sin tid. De nåede frem til to mulige steder. Det ene sted har man opført et lille pavillon, hvor folk kan bede eller meditere.  Det andet sted er ved det træ, I kan se, her på siden. Da jeg stod ved det træ, begyndte mine hænder at brænde, det føltes som en ekstra indvielse. Personligt er jeg er overbevist om, at dr. Usui fik sine indsigter under dette træ.

Kurama bjerget er et grønt bjerg, og da vi kom i april måned, blomstrede de japanske kirsebærtræer, og kamelia træerne stod  med deres store smukke røde blomster, det var overjordisk smukt.

Senere tog vi til Tokyo, hvor vi besøgte Dr. Usui’s grav. Nogle af hans kursister har rejst en kæmpe mindesten til ære for ham og det arbejde, han udførte. Nogle af disse kursister var Ministre i den daværende japanske regering, andre var professorer ved Universitetet, hvilket også fortæller hvor respekteret Reiki var allerede fra begyndelsen.

Alle billeder, I ser på denne hjemmeside, stammer fra min rejse til Japan.